Vi hører stemmer

Tusind tak for det gamle år! Tak for et fantastisk 2015, hvor vi fik lov til at levere økologisk mad til virkelig mange mennesker. Tak for lyden af jeres stemmer, som vi har hørt gennem telefon, mail, sociale medier og ved Landkøkkener og events. Vi har forsøgt at lytte så godt, vi kunne, og I har kvitteret med gode idéer til forbedringer og fornyelse, og ikke mindst en smittende begejstring.

Tusind tak til alle de dygtige, seriøse og sjove leverandører i ind- og udland. I har i en lind strøm sendt varer til pakkeri og gårdbutik og videre ud til alle køkkendørene. I har sørget for, at vi kunne formidle de friskeste grøntsager, frugt, kød og fisk, og de skarpeste juicer, salsaer og oliven, for bare at nævne nogle få.

Vi kører hurtigt

Og så er der alle rødderne. Alle dem, som har besluttet sig for at lægge en væsentlig del af deres vågne tid i Aarstiderne, hvad enten det nu er i Forsyningerne, Samtalerne eller i Kontoret for Hænder (eller i Pakkeriet, Økonomi og IT … vi har altså også ”normale” afdelingsnavne…). Alle har igen ydet en formidabel indsats, og Aarstiderne har aldrig været så fint kørende. 

Og på grund af alle jer, der købte varerne, jer, der leverede råvaregrundlaget, og jer, der fik det hele bundet sammen i gode kasser, har Aarstiderne heller aldrig kørt så hurtigt. Vi har faktisk tilsammen skabt næsten 30 nye fuldtidsarbejdspladser på Krogerup og Barritskov i 2015. 2/3 i Barrit, hvor nye arbejdspladser ellers ikke er hverdagskost, og en god del af dem er i vores pakkeri, som giver nogle deres første job. Det tal kan vi godt være rigtig stolte af, alle sammen. Det er imod tendenserne, og det viser vel, hvordan en rigtig god grøn idé kan blive langtidsholdbar, hvis man holder ved længe nok og forstår at samle kræfterne i en fælles indsats. Tak-nemmeligheden over at være kommet hertil er stor, og glæden over at se Aarstiderne blomstre giver optimisme for 2016.

2016 bliver derfor et år, der kommer til at stå i relationens tegn. 

Det handler om relationer

Aarstidernes grund til at være her er, at: Vi genskaber forbindelsen mellem dyrkningen af jorden og de gode måltider. Eller sagt på en anden måde; vi er formidlerne, processen, platformen, hvor det hele sker. Derfor er relationens vigtighed heller ikke ny for os, og aktualiseret af så mange nye kunder, leverandører og kollegaer bliver det om muligt endnu mere vigtigt at finde veje til at gøre forbindelsen mellem hinanden
endnu stærkere og bedre.

Derfor bliver 2016 året, hvor vi i Aarstiderne vil gøre os endnu dygtigere til at lytte til den menneskelige stemme. Den, der lyder menneskelig, og som fortjener menneskelig respons. Vi vil arbejde hårdt på at gøre det nemt og sjovt at være kunde. Vi vil forbedre kassen og servicen, så den passer bedst muligt til det, vi hører. Vi vil arbejde med leverandørportaler, udvikling af nye produkter, et ordentligt og fair forhold til vores leverandører, og så vil vi arbejde på at hjælpe alle vore nye kollegaer ind, så det bliver trygt og udviklende at være helt inde og arbejde på (jord-)forbindelsen.

Suget i maven fra de store ord kan godt mærkes, men det forpligter også, når så mange siger ja til hinanden. Det er derfor med ro og mod, at vi her ønsker os alle et helt fantastisk nyt år!