Itsi bitsi - tag med os til Nepal

Katmandu og Nepal har for mange en lidt hippie-mytisk aura. Det sted Eik Skaløe og Steppeulvene længtes efter i 60’erne, hjemsted for syv af UNESCOs verdensarv sites, porten til Mount Everest, hinduer og buddhister, hashish og Himalaya. Efter 20 års borgerkrig, voldsomme jordskælv og én af verdens hurtigste, mest ustrukturerede urbaniseringer er ’City of Light and Beauty’ ved at drukne i støv, cement og mennesker. Og midt i alt det har en non-profit organisation kaldet Wildlife Conservation Nepal (WCN) kastet sig ud i en ambitiøs strategi for bæredygtig uddannelse.

Over fem år arbejder de med byens skoler for at opnå en såkaldt SMART School-certificering i bæredygtighed. Kort sagt handler det om at reducere skrald på skolen, tilpasse pensum til lokale miljø- og kulturforhold, at begrænse skolens el- og vandforbrug og som noget helt nyt lave skolehaver. WCN er inspireret af Haver til Mavers arbejde i Danmark og vil gøre skolehavens praksisnæretilgang til undervisning og kulinariske fokus på jord-til-bord-til-jord-kredsløbet til en del af Nepals skolesystem.

Katmandu i en uge

For nylig havde vi fra Haver til Maver fornøjelsen af et besøg hos WCN og de mange skoler i Katmandu, der er involveret i ordningen. I løbet af ugen holdt vi blandt andet et to-dages kursus for de ca. 30 lærere, der næste år skal arbejde med haver på byens skoler. Vi mødte skoleledere, lærere og pædagoger, embedsfolk og en enkelt borgmester, gartnere, biologer og landmænd og – vigtigst af alt – hundredvis af børn, der fandt glæde og motivation i at lave mad til sig selv og hinanden.

Sammen med børnene på Triyog Higher Secondary School afholdt vi de uofficielle, nationale råkostmesterskaber, som udgør en fast del af Haver til Mavers forløb, og som har til formål at vise madens meningsfuldhed i skolehavesammenhæng. Børnene deles i seks grupper, der hver skal præstere en salat af rå, friske grøntsager – noget de færreste af vores unge, nepalesiske kokke havde smagt eller håndteret før. Situationen var uvant for alle, og dét at slippe unger, som er vant til disciplineret sid ned-undervisning, løs i et improviseret udekøkken med knive, rivejern, tyndskrællere og rå grøntsager var grænseoverskridende. Det blev ikke mindre grænseoverskridende, da dommerkomiteen helt ekstraordinært bestod af borgmesteren, repræsentanter fra det nepalesiske undervisningsministerium og af undertegnede. For de ikke-danske dommerne var det, ligesom børnene, første gang, der blev smagt rå grøntsager.

Heldigvis skete der det, som også sker i udekøkkenerne på Krogerup i Humlebæk, på Rabarbergården i Gribskov, på Falen i Odense, på Lilliendal i Vordingborg, på Natursamarbejdet i Aarhus og på så mange andre steder i Danmark. Når grøntsagerne er hentet og skyllet, og børnene er i gang med at diskutere deres fremgangsmåde, sænker roen, fordybelsen og koncentrationen sig. De grin, smil og småskader, der sker er de samme som 16 timers flyvetid derfra. Børns kreativitet, samarbejdsevner og stolthed er ens alle steder i verden – helt sublim. Og lærerne fik en førstehåndsoplevelse af, at de pædagogiske principper, de mødte på kurset dagen før, også virker i praksis med deres elever. Salaten smager fantastisk, fordi den er proppet med friske grøntsager og børnenes ildhu, kreativitet og begejstring. Forhåbentlig får lærere og skoleledere appetit på at dyrke økologiske grøntsager og bruge det i undervisningen om og med kredsløbet fra have til mave til have.

daniel-nepalVi mødte børn, der fandt glæde og motivation i at lave mad til sig selv og hinanden. Deres kreativitet, samarbejdsevner og stolthed er ens alle steder i verden.

Hjemme igen

Turen til Katmandu var en inspirerende og lærerig oplevelse, som vi nu bruger til at udvikle vores eget undervisningsforløb. Det pensumnære behov, der er i Nepal minder os om, at skolehaven er en del af den danske folkeskole, og at Haver til Maver skal arbejde endnu tættere med lærere og pædagoger for at gøre skolehaven til en fast del af opvæksten for hele landets børn.

Fra jord til himmel

Turen har givet perspektiv på vores arbejde i Danmark. Dét at arbejde med skolehaver i Nepal er så markant anderledes, fordi selve infrastrukturen – i bogstavelig og overførtbetydning – simpelthen ikke er der. Skolehaven er for vores samarbejdspartnere i WCN en reaktion på noget negativt og et oprør mod urbanisering, for meget by, for mange mennesker, skrald og for lidt kontakt med naturen. I Danmark gør vi en dyd ud af at bruge skolehaven som et add-on i en allerede god folkeskole. Det kan være et faglokale eller et dannelsesforløb, som har potentiale til at tilføre skolen noget ekstra. En slags mulighed for forebyggelse, styrkelse og forberedelse til et liv med kritisk forbrugersans, hvor den i Katmandu måske er et forsøg på at få lidt af fortiden tilbage.

Det er let at overfortolke og ’mene’ sig til skolehavens betydning for verdens tilstand, især når man som os arbejder med netop skolehaver. Faktum er, at skolehaver jo ikke er løsningen på verdens eller Katmandus udfordringer. På ingen måde. Men hvis vi igennem skolehaverne kan udvikle vores børns ordforråd omkring og fortrolighed med den natur, de er en del af, så er de måske bedre klædt på til at passe på den.

Ellers ender de og vi som gartnere i Eik Skaløes have:

“Og lad os forestille os en have med 100 forskellige slags træer og 100 forskellige slags blomster mens gartneren kun kender botanisk forskel på spiselige og ukrudt så aner han slet ikke hvad han skal stille op med 9/10 af sin have”

‘Kun for forrykte’, Steppeulvene, HIP 1967

Vil du høre mere om vores tur til Nepal, kan du lytte til podcasten nedenfor: