×
×

Naturens musik - Magiske Planter

Nu udkommer vores version af ”Lyden af planter”, en musikalsk hyldest til planterne, som er skabt ved at spille på dem, med dem og for dem. Det er svært at forklare, hvordan det endte med, at jeg indspillede et helt album. Måske grundet en mangeårig idé om, at alle jer, der ringer ind til os, burde høre, hvordan Aarstiderne kunne lyde, hvis vi var musik, mens I venter på at komme igennem.

Sanser i spil

Vi tror på, I fornemmer, at vi er optagede af det, der præger sanserne. Alle seks sanser må gerne være i spil, når man arbejder med jordforbindelse. Jordforbindelse er andet end jord under gummistøvlerne. Og nu tager vi altså lyden med i betragtning. Det må gerne være mindre bogstaveligt end bare lyden af en gulerod, som knækkes over, eller en wok, der svinger snittet kål. Og her kommer musikken naturligt sejlende ind i billedet.

Multidisciplin

Gennem mit liv har jeg kastet mig ud i diversiteten af livet; været køkkenchef i Skagen, Sevilla og Zeleste, været trapezkunstner i Cirkus Benneweis, blevet fermenteringsnørd og juiceentusiast, leget brygmester for en dag og opfundet en Perikon-øl, brugt 13 år som skolehaveiværksætter i Haver til Maver, nørdet med vilde urter og meget mere. Så hvor svært kunne det være at komponere en stak numre og indspille dem i et studie med andre musikere?

magiske planter

Da jeg mødte op i studiet hos David på Bryggen med min svenske akustiske Levin fra 1967 (fundet godt brugt), anede jeg ikke, hvilke svedskjolder der senere samme dag skulle manifestere sig hos mig. I studiet blev jeg taget godt imod af min ven Rishi, men der var også 4-5 andre professionelle musikere, der smilede sødt over mig og min Levin. Pludselig forstod jeg, at jeg var vadet ind i en disciplin og et projekt, der kræver 10.000 timers øvelse, talent og præcision. Av min arm. Det blev en kort første studietime, hvor jeg forstod, at jeg skulle hjem og spille. Da jeg lyttede til de første spæde indspilninger, var det absolut en ommer. Uge efter uge øgede jeg spilletiden derhjemme med enormt lange udsigter til vellyd.

Chris Minh Doky og Michael Friis

Jeg har altid hørt jazzede toner. I mine studenterår var det fx Anima med Alex Riel, Kenneth Knudsen og Michael Friis, Doky-brødrene, Miles Davis, Keith Jarret og mange flere, der var heltene. Da jeg selv gik i gang med at spille, brugte jeg mit gamle trick og ringede til de bedste. Både Michael Friis og Minh Doky sagde ja.

Jeg slog bøtten

Heldigvis, kan man sige, slog jeg mit hoved sidste år, da jeg styrtede på min mountainbike, og jeg måtte derefter tilbringe 3 måneder i mørke – her var min guitar min eneste ven. Her blev jeg langt mere komfortabel med instrumentet.

Sammen med David Springborg skrev jeg 11 numre. Jeg trænede, indspillede og blev glad. Lyden af jord og planter kom snigende ind på mig. Vi tog ud i komposten og optog lyden af den. En tur i kålmarken og majsmarken med mikrofon gav mening. Da jeg efter måneders (års...) træning og tænkning var klar, lokkede jeg alle ud i marken til koncert og videooptagelser. Det var de bedste timer på mit arbejde nogensinde. At sidde i min elskede Smagsmark med 350 mystiske, magiske planter sammen med musikere som Chris Minh Doky var helt ud af kroppen.

Hvad det blev til

Planterne er nok blevet min skæbne og mit liv. De fylder min bevidsthed og omfavner mig uendeligt. På denne musikalske udgivelse har vi spillet på planter samtidig med, at vi var omgivet af planter. Mig på min svenske akustiske Levin, Doky på kontrabas, Pelle med bambusblade i saxen og Anders og David i en grøn fortolkning af percussion med græskar, rodfrugter og alskens andet godt fra marken. Vi har optaget lyden fra komposten, de knitrende, våde kålhoveder og de ranke majs i marken, og så har vi sat akkorder og toner til det hele – med en jazzet og nordisk tone og tråd.

I de sidste årtier er jeg kommet tæt på planterne og plantemenneskenes utrolige viden. Jeg tror på, at planterne har et større og rigere liv, end vi umiddelbart ser. Særligt gamle, kloge træer – men også et simpelt kålhoved – kan navigere, kommunikere og tage beslutninger. Især hvis vi lader dem være så frie og utæmmede som muligt og undlader at bedøve dem eller hjælpe dem for meget. Naturen kan nemlig selv, vi skal blot give den lov. Planternes og planetens velfærd er nemlig vigtig.

Planter er magiske.

Lyt til hele albummet på Spotify lige her.