Ny fond vil revolutionere dansk landbrug

Listen er lang, når man ser på udfordringerne i dansk landbrug. Landmændenes gennemsnitsalder er tårnhøj, stadig flere landbrug erklæres konkurs og unge landmænd har svært ved at låne penge i banken. Den virkelighed vil Danmarks Økologiske Jordbrugsfond nu forsøge at ændre. Fonden vil opkøbe konkursramte landbrug, som de stiller til rådighed for unge landmænd, der har mod på at drive et økologisk landbrug med respekt for naturen. På den måde støttes den økologiske omstilling, og de unge landmænd undgår at stifte milliongæld.

Med investeringer fra befolkningen vil Danmarks Økologiske Jordbrugsfonds skabe en udvikling, hvor der kommer større fokus på miljø, natur og økologi. For at sikre, at fondens gårde og jorde ikke belaster naturen unødigt, skal hver gård overholde en miljø- og naturplan, så landmanden ved, hvordan han/hun bedst muligt tager hensyn til naturen. Derfor er det også et krav, at fondens gårde og jorde dyrkes økologisk.

Gennem investeringer fra befolkningen vil jordbrugsfonden rejse 30 millioner kroner. Ved at tage realkreditlån er det fondens vurdering, at have en samlet kapital på 100 millioner kroner, som kan investeres i landbrugsjord. Vælger man at investere i fonden, skal man dog ikke forvente, at millionerne begynder at rulle ind på ens bankbog. Det siger Kim Qvist, der er direktør i Danmarks Økologiske Jordbrugsfond:

”Fondens formål er ikke at skabe store økonomiske afkast til investorerne. Vi skal tænke på profit som noget andet en økonomi. Investerer man i jordbrugsfonden får man nogle andre værdier med - nemlig natur, biodiversitet og økologiske fødevarer”.

Du kan høre meget mere om Den Økologiske Jordbrugsfond i uges podcast, som du finder nedenfor eller i din yndlings podcastapp.