På hovedet i arkiverne

Aarstiderne er bygget på en idé, der faktisk lige siden starten i 1999 har været den samme:

Aarstiderne genskaber den tætte forbindelse mellem dyrkningen af jorden og glæden ved måltider fulde af gode råvarer, sundhed, smagsoplevelser og nærvær. Det, synes vi selv, er en ret god historie, så det vil vi selvfølgelig gerne fortælle til jer.

Men hvor begynder man så, hvis man bliver stillet til opgave at skrive en ny version af Aarstidernes historie?

Til en start fik jeg lavet aftaler med både Annette, Søren og Thomas – henholdsvis direktør, medstifter/næstformand og medstifter/formand for bestyrelsen. Ville de ikke nok tømme deres hoveder? Så ville jeg ellers sidde klar med notesblok og blyant. Mit første møde var med Søren, der – som han gør bedst – speedsnakkede i et par timer. Alle årstal var måske ikke lige præcise, men jeg fik ikke desto mindre fyldt hovedet op.

Det er interessant at opleve, hvordan forskellige personer har forskellige opfattelser af, hvornår bestemte ting skete. Det, skulle man da tro, var til at finde ud af. Et eksempel er, hvornår der blev indført no-fly policy – altså det princip ikke at ville flyve nogen varer ind. Søren mente at det var i 2004, Annette mente aldrig, at der var fløjet varer ind, og jeg selv faldt over årstallet 2003. Til sidst kom jeg frem til, at det eneste, der faktisk nogensinde var blevet fløjet ind, var vaniljestænger.

På hovedet i arkiverne

Jeg brugte mange timer i både digitale og analoge arkiver hos Aarstiderne. Der er blevet sendt nyhedsbreve med klummer ud, lige siden den første kasse blev leveret i 1999, så der måtte da gemme sig mange gode historier. På trods af, at der var et par års nyhedsbreve, jeg aldrig fandt, viste det sig dog at være en spændende vej at gå, og i dag er der kommet en ny historie, der i høj grad er baseret på gamle klummer. Den historie kan du nu læse i tidslinjeform – inklusiv henvisninger til gamle klummer aarstiderne.com.

Der er især et citat fra en af Annettes klummer, der har bidt sig fast. Det er for mig et glimrende billede af den måde, Aarstiderne eksisterer og agerer:

Det er svært at forklare den følelse af glæde, der fylder én, når så mange mennesker har knoklet i så mange år, for at vise og bevise for os selv og omverdenen, at vi kan få en idé som Aarstiderne til at flyve og til at balancere mellem idealismen og realismen og mellem økologien og økonomien.

I de spæde år skulle Aarstiderne finde sine ben at stå på, og der var i lang tid en tro på, at det kunne lade sig gøre ved selv at dyrke størstedelen af de grøntsager, der skulle i kasserne. Det, måtte man indse, ikke var så let. Det var på mange måder ret vildt at tage beslutningen om, at grøntsagsdyrkningen på Aarstidernes egen gård Billeslund skulle ophøre i 2013. Og for mig at se er det et godt eksempel på Annettes føromtalte balance. Aarstiderne var nået til et sted, hvor det at dyrke egne grøntsager i stor skala ikke længere stemte overens med at genskabe den tætte forbindelse mellem dyrkningen af jorden og glæden ved måltider.

At læse de mange gamle klummer – og ikke mindst at tale med folk rundt omkring i huset – har givet mig et billede af en virksomhed, der lige siden fødslen har navigeret ud fra samme idé. Ting foregår så at sige cirkulært. Uden at blive alt for sentimental er der noget smukt over, at Aarstiderne, der arbejder så intenst med – ja – årstider, der jo netop er cirkulære, også i sin egen grundeksistens arbejder cirkulært. Idéer, der blev født før i tiden, bliver der vendt tilbage til. Et godt eksempel er måltidskasserne, der faktisk blev lanceret helt tilbage i 2003. Det var bare først i 2012, at tiden for alvor var den rette.

Det sidste punktum er ikke sat

Jeg håber, at du vil læse med på aarstiderne.com/tidslinje. Vi har ikke sat det sidste punktum endnu – og kommer i øvrigt nok heller ikke til at gøre det. Det er vores mål at opdatere tidslinjen løbende. Har du kommentarer eller spørgsmål, må du endelig sende mig en mail på lab@aarstiderne.com.