Nye tider i pakkeriet

Jeg har været i Aarstiderne siden 2001, hvor pakkeriet var en gammel lade og samlebåndet en genbrugt træplade. Siden da er der sket meget, og vi pakker rigtig mange kasser i pakkeriet på Barritskov hver eneste uge. Hvert andet sekund kører der en kasse over båndet et sted i pakkeriet. Siden salget af MåltidsKasser tog fat i 2011, har vi i pakkeriet været presset til det yderste – på trods af fire udvidelser.

Så bygger vi ud

I efteråret 2014 var vi efterhånden presset helt i bund og lastbiler fyldt med økologiske råvarer kørte ind og ud af Barrit i pendulfart. Derfor gik vi i gang med planlægningen af en udbygning, der for alvor skulle kunne mærkes. Vi hyrede en ingeniør til at hjælpe med at forvandle mine tanker til et højprofessionelt pakkeri. Rapporter blev skrevet, ansøgninger sendt og planen var klar. Sidste sommer gik vi i gang med udbygningen af det gamle pakkeri, der nu endelig er ved at være klar til brug.

Det nye pakkeri giver markant mere plads. Vi kan øge aktiviteten med 80% i forhold til nuværende niveau. I selve pakkeriet udvider vi med to nye produktionslinjer på ferskvarer og grønt, hvilket også gør at vi kan køre fersk- og færdigvarer hver for sig. På alle områder får professionaliteten et hak opad, og vi introducerer nye logistiske tiltag for at optimere arbejdsflowet. Et nyt it-system, hvor alle varer vil blive registreret gør det lettere at finde paller med varer på lageret. Det gør os mindre sårbare over for overraskelser og styrker i sidste ende leveringssikkerheden.

Nye robotter og platforme

Indtil nu har vi haft en enkelt robot til at stable kasser. Dem får vi to af nu, men det vil fortsat være vores trofaste pakkerimedarbejdere, der dag og nat pakker kasse efter kasse. For dem løfter vi dog bogstaveligt talt arbejdsmiljøet i pakkeriet med 40 nye platforme, der kan hæves op og ned. Vi får automatiseret etikette-påsætning på kasserne. Vi har etableret en ekstra rampe til levering og afhentning af varer. Blot fem minutter efter de sidste detaljer på ramperne var svejset sammen, kom den første lastbil med varer. Det har været en balancegang at køre pakkeriet som vanligt sideløbende med udbygningen.

Flere kasser betyder flere ansatte i pakkeriet. Også her har det på det seneste gået hurtigt. På et enkelt hold er vi 70 mand, hvor der for bare 12 måneder siden var 25. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er en udfordring at få så mange – forskellige – mennesker integreret i Aarstidernes kultur. Men den må vi ikke give køb på. Kulturen. Og jeg ved, at det nytter noget. Alle på pakkeriet arbejder benhårdt for, at vi hver uge kan sende kasser med de bedste økologiske råvarer ud til jer.

Vi skal hele tiden være klar på nye udfordringer – og muligheder. Fortsætter vores nuværende vækst, skal vi om tre år udvide pakkeriet igen. Og vi ved, at vi trods planlægning kan blive overhalet af tiden.

Så her er der ikke noget med at ligge på den lade side.