Gaardstiderne - den ultimative jordforbindelse

Så skete det endelig. Et bebudet bryllup. Aarstiderne tog springet fra at være grøntsagstrappeartist til selv at få muld under fødderne og halm i løbeskoene.

Som alle andre har vi levet på polsk i årevis, boet under de samme tage, spist den samme mad, haft vore op- og nedture, tidvise hede drømme om andre alliancemuligheder, men har sluttelig resolveret, at lykken for os lå i at slå pjalterne sammen for alvor.

Fra i år omfatter Aarstiderne ikke blot kasserne, og hvad der puttes i dem, men tillige 3 gårde fulde af planter, dyr og mennesker i 3 forskellige regioner, et savværk og en hoben projekter, der stritter i alle retninger. En økologisk pipeline. En blandet sammenbragt børneflok: Aarstiderne, Krogerup, Billeslund, TreeDimensions og DIVERSE raavarer.

Vi har fundet ud af, at der er masser af fordele at hente ved at gennemføre fusionen. Men der er 3 årsager, der er vigtigere: hjertet, troen og viljen. Og så har vi iøvrigt tænkt os at sætte endnu flere børn i verden sammen  -  udover at være gode forældre for de børn, som vi allerede har begået hver især.

Og vi vil bibringe de nye børn følgende: 3 ting betyder noget særligt hos os:

Hjerte skal der til for at beskæftige sig med det, som vi gør  -  rigtig meget hjerte endda.

Værdier er komponent nummer to. Man kan også vælge at kalde det Tro. De sammenbragte virksomheder har levet i et værdifællesskab, men med den ikke ubetydelige begrænsning der hed, at vi skulle behandle hinanden sådan, som man behandler enhver anden (armslængdeprincippet).

Men dem man lever sammen med, holder man jo ikke ude i strakt arm. Dem holder man om. Dem omfavner man da. De skal da have det bedre end alle andre…. (åbne arme princippet, tror jeg vi skal kalde det).

Den tredje er Vilje. Nogle kalder den den magiske komponent, for den kommer ud af ingenting og forsvinder lige så let igen. Men vilje kan opøves, vilje kan fremelskes. Vilje er smitsom.

Alt dette skal gå op i en højere enhed. Så det går vi så i gang med –  og vi gør det for jer – for vi betragter jer som en integreret del af denne højere enhed.