×
×

Kokken anbefaler – septembers bedste grøntsager

Hvilke afgrøder er septembers bedste? Det giver Jens Mohr og Morten Schou et bud på, når de går i køkkenet og tilbereder et udvalg af sæsonens afgrøder. Hør ugens podcast og bliv inspireret til, hvordan du får mest ud af månedens bedste afgrøder.

September er den første efterårsmåned, hvorfor man automatisk sænker sine forventninger til, hvilke gastronomiske oplevelser der ligger og venter på én. Du kan dog godt pakke din skepsis væk. September er nemlig høstmåneden for meget frugt og grønt. Det er måneden, der står med et ben i begge lejre. Mange sommerafgrøder kan stadig findes ude på markerne, men der er også tegn på, at efteråret er lige om hjørnet. Det er for eksempel nu de første knoldselleri, jordskokker og æbler kan høstes. Derfor var det også med stor entusiasme, at Morten og Jens gik i køkkenet på Krogerup Avlsgaard, for at tage septembers bedste grøntsager under kærlig behandling.

Du kan finde podcasten i din foretrukne podcastapp eller lige her:

Nedenfor ser du listen over de udvalgte grøntsager, som Morten og Jens anbefaler, at du bringer ind i dit køkken i september:

Knoldselleri - skræl dit knoldselleri, og snit det derefter i papirtynde skiver på et mandolinjern. Ejer du ikke et mandolinjern, kan du bruge en skarp kniv. Snit dine selleriskiver på langs så de får form af små tændstikker. Snit nu et æble i små tern, og rist lidt solsikkekerner på en tør pande. I udsendelsen putter Morten mynte i råkostsalaten, men du kan i princippet bruge en hvilken som helst krydderurt. Har du lyst, kan du til sidst tilføje en dressing til salaten.

Mizuna og løvetand - begge afgrøder tilhører familien af bitre salater, som kan virke skræmmende, hvis du ikke normalt spiser bitre grøntsager. Hvis du lynsteger mizuna eller løvetand på en varm pande med olie, bliver smagen dog mildere. Server gerne de stegte grøntsager med en dressing, som indeholder sennep og honning.

Bladbeder - blade fra bladbeder smager lidt som spinat og kan anvendes på samme måde. Stilkene har mere crunch, og skal derfor have et par minutter på panden.

Andengenerations-kål: de skud kålplanten sætter i sensommeren, er hvad vi i podcasten kalder andengenerationskål. Fordi der er tale om skud, skal bladene kun have et øjeblik på en varm pande. Hvis du tilfører en smule vand under stegningen, bliver kålbladene let dampet og dermed nemmere at tykke. Andengenerationskål smager fantastisk, hvis de serveres med lidt ost og frugt. Denne gang har Morten brugt Vesterhavsost og melon.

Bælgfrugter: friske kidney-, heste- og borlottibønner, skal blot blancheres i cirka 30 sekunder, og de er klar til at blive spist.