×
×

En ny sæson i Smagsmarken

Torsdag 08:38 på vej mod Jylland: Forberedelse

Måske ved du allerede, at Aarstiderne er fordelt på to store biodynamiske landejendomme. I Krogerup ved Humlebæk, nord for København, arbejder blandt andet produktudviklere og opskriftsudviklere. I Barritskov, ud til Vejle Fjord, er vores store pakkeri, indkøbsafdeling og størstedelen af vores landbrugsviden lokaliseret. Begge steder har vi smagsmarker, som er næsten identiske, hvor vi tester gamle, svundne sorter og sjove, anderledes sorter fra eksempelvis Asien eller Syd- og Mellemamerika. Smagsmarkernes funktion er blandt andet at tilføre ny viden og nye, spændende planter til vores måltidskasser og vores samarbejde med avlere i ind- og udland.

I skrivende stund sidder vi fire mennesker fra Aarstidernes produktudvikling på vej til vores afdeling i Barritskov til det første af fire helt særlige heldagstræf med vores gartnere, landmænd og indkøbsafdeling. Formålet med de fire dage henover sommeren og efteråret er at smage grøntsager fra vores smagsmark i fællesskab. På denne måde kan vi dele viden på tværs af vores afdelinger medfokus på dyrkningserfaring, anven-delsesmuligheder i måltider samt hvilke avlere i ind- og udland, som skal i spil i forhold til at teste sorter i større skala. Vi styrker dermed vores arbejde med diversitet – ikke kun i vores mange måltidskasser, men også hos vores mange avlere.

smagning i markenVi er samlet opskriftudviklere, gartnere, indkøbere, produktudviklere og kommunikationsfolk i det interimistiske udekøkken i Smagsmarken på Barritskov.

Torsdag 11:03 i marken: Smagning

I dag skal vi smage på juni måneds sorter, som hovedsageligt er bladgrønt og de finere kåltyper; blandt andet en ny wasabina-sort, to nye pak choys og nogle enkelte rødder fra ræddike- og radisefamilien. Vi er samlet under en pavillon ude i marken, hvor der er stillet borde op med gasblus, pander, gryder, olivenolie og salt. Bordet bugner med kasser fulde af friskhøstede sorter, som vores gartnere Mindaugas og Chris har høstet til morgen. 

Kokkene og opskriftsudviklerne Morten og Jens indtager straks blusset og går i gang med at arbejde med en ny portulaksort, Portulak Summer Green, fra bladgrøntskategorien, som vi skal smage både rå og stegt i olivenolie og drysset med havsalt. Alle er med, alle smager og alle kommer med deres oplevelse af sortens smag. Den er et hit! Super struktur, saftig og med en let smag af melon og salt i slutningen. Morten snitter stilkene som asparges og steger dem kort sammen med bladene på en glohed pande med olivenolie, drysser med lidt salt og værsgo! Sprødheden bevares og den naturligt syrlige smag fra stænglerne klæder den lidt fede, cremede smag fra bladene og olien.

Mindaugas og Chris fortæller om deres erfaringer med at dyrke den i marken, hvor stort et udbytte, den har og hvilke udfordringer, der har været. Morten og Jens taler straks om anvendelsesmuligheder i en ret, de gerne vil komme lige netop denne portulaksort i. Per fra indkøbsafdelingen taler om mulige danske avlere, og hvordan vi kan forlænge sortens sæson ved at sætte en testproduktion i gang hos en spansk avler. Er den for svær at dyrke? Kommer den til at koste for meget til at komme i måltidskasserne? Eller er det her et produkt, som vi vil dele med jer kunder og derfor gerne vil teste videre på, så vi i fremtiden kan sikre sortens tilstedeværelse i måltidskasserne?

Torsdag 15:26 på vej hjemad: Refleksion

Dagen i Smagsmarken bliver brugt til at sikre, at vi i produktudviklingen fastholder vores jordforbindelse og det som vi, i Aarstiderne, hele tiden taler om: at diversitet i kasserne er afhængig af diversitet på avlernes marker. Det er også den bedste måde at sikre, at du i kasserne finder noget andet end de velkendte grøntsager, men også afgrøder, som hos dig, vækker forundring og begejstring uge for uge. Har du lyst til at komme endnu tættere på arbejdet i Smagsmarken og smage med i løbet af sæsonen, for eksempel på den fantastiske Portulak Summer Green, så kommer Morten hver uge en god håndfuld spændende grøntsager i PionerKassen. Nogle, du sikkert har mødt før, men mest nye, skæve sorter, som er kommet igennem nåleøjet ved en af de her heldagstræf på Barritskov midt ude i Smagsmarken. Desuden følger der gode tips og ideer til anvendelsesmuligheder med i kassen. Vi håber, at du tager godt imod disse særlige planter og bliver ligeså begejstret og forundret, som vi er.

Husk, at du kan følge Pionerkassen på Instagram. Det er vores egen Søren Ejlersen og Christine Bille, der står bag kontoen, og de giver fx gode tips til anvendelse af kassens indhold.