Bæredygtigt tøj

Tøjindustrien har længe haltet efter mange andre brancher i forhold til at gøre produktionen mere klimavenlig. Men flere virksomheder er begyndt at tænke i bæredygtige alternativer, som gør det nemmere for forbrugerne at tage hensyn til klimaet, når de køber tøj.

Når folk beslutter sig for at leve grønnere, vælger de ofte at købe flere økologiske og lokale fødevarer, anskaffer sig en bil, der kører længere på literen, eller skifter til energisparepærer. Men det er ikke alle, der tænker over, at det tøj, de går i, også har stor betydning for klimaet. P1-programmet Klimatestamentet har på baggrund af tal fra EU udregnet, at europæernes samlede tøjforbrug i 2015 udledte 195 millioner tons CO2. Det er 17 gange så meget CO2, som alle biler i Danmark udledte samme år. Tøjets egentlige klimaaftryk er dog meget større. Man bruger nemlig store mængder kemi og vand, når man laver tøj.

Der er dog ingen grund til at blive deprimeret, for det er muligt at gøre en indsats, hvis man vil ændre situationen. Til at gøre os klogere på, hvad vi skal gå efter, hvis vi gerne vil købe bæredygtigt tøj, har jeg talt med Suzi Christoffersen, der er grundlægger af konsulentvirksomheden Closed Loop. Normalt rådgiver Suzi virksomheder til, hvordan de kan blive grønnere, men nu er det altså os, hun vil hjælpe.

”Skal man købe tøj, der er lavet af naturlig tekstil for eksempel bomuld og uld, er det er en god ide at gå efter den økologiske mærkningsordning GOTS. GOTS garanterer, at der i produktionen er taget hensyn til både social ansvarlighed og miljøet. Køber du syntetisk tøj, det kunne være et par løbebukser, ja så skal du finde noget, der er lavet af genbrugsmaterialer”, anbefaler Suzi Christoffersen.

Vil du høre flere af Suzis råd, så lyt til podcasten, som du finder nederst på siden.

En af dem, der har valgt at lave klimavenligt tøj, er designeren Maja Brix. Maja har arbejdet med at designe tøj i to årtier, men det er først de sidste par år, at hun har haft fokus på at lave bæredygtigt tøj. Maja oplever klart, at flere i branchen viser interesse for den type alternativer, men pointerer også, at det stadig er et pionerarbejde at lave bæredygtigt tøj.

”Jeg har selv været ude og finde de virksomheder, som laver materialer, der lever op til de krav, jeg stiller. Det går jo ikke, hvis kvaliteten ikke er god, for så gider folk ikke gå med det. Jeg må hele tiden tilegne mig ny viden for at kunne træffe de mest bæredygtige valg og nogle gange overbevise producenterne om, at de skal satse på de klimavenlige alternativer” siger Maja Brix.

I ugens podcast kan du høre mere om Maja og hendes bæredygtige tøjdesign. Her kan du også få viden om, hvad du selv kan gøre, hvis du vil være sikker på, at du træffer et bæredygtigt tøjvalg.