For nogle uger siden var jeg til generalforsamling for Økologisk Landsforening. Her samles især mange økologiske landmænd og -kvinder, der til daglig er virksomme på de økologiske gårde med alt, hvad dertil hører af traktorer, køer, svin, planter, grøntsager m.v. Der var også en masse folk fra forarbejdningen, der kan lave mælk om til ost, lave byg til øl og den slags. Og så var der alle de entusiastiske købere, der putter økologi i indkøbskurven og endda har meldt sig ind i den økologiske bevægelse. Der var alle de køkkenmedlemmer, der er kommet med, efter at storkøkkener også kan være medlemmer. Og så var der alle dem, der bare skal til i form af konsulenter, kontrollanter, sagsbehandlere, sælgere, købere og universitetsfolk, for hvem økologien også er blevet en hjertesag. Og allervigtigst – alle de unge aktive i det økologiske landbrug, der melder sig med nye idéer og anderledes måder at gøre tingene på.

Hvad snakker de om?

Ja, hvad siger de så, når de er sammen, de økologer? Der er jo ting, som skal siges og gøres på en generalforsamling med dirigent, stemmetællere og beretninger. Her hører vi om, hvor godt det går med økologien, der stormer frem på alle fronter med både udfordringer og muligheder. Så der er nok at være tilfreds med. MEN økologerne er bare ikke den slags folk, der lader sig nøje. Det fascinerer mig hvert år ved generalforsamlingen. Som økologer er vi samlet om de økologiske idealer. Økologi betyder helt konkret ”læren om at holde hus med”. Det er ord, der forpligter, så derfor bliver vi ved med at finde på nye måder at komme nærmere målet.

På et par fortættede dage hører vi om, at økologerne er utilfredse med, at de nye EU-regler, der lige er vedtaget i EU, ikke strammer mere op, som vi havde ønsket. Foreningen er ved at udvikle ØkologiLøft, hvor økologer kan stille strengere krav end de gældende regler til deres produktion med hensyn til endnu mere natur, dyrevelfærd, klimahensyn, ressourceudnyttelse, socialt ansvar og liv på landet. Ude på gårdene bliver der plantet blomsterstriber til bierne, dyrket marker uden brug af ploven, plantet læhegn og lavet mobile hønse- og svinehuse, så husdyrene kan få endnu mere motion og frihed, som nogle enkelte eksempler. 

Egentlig er der rigtig mange økologer, der hver dag gør det endnu mere krævende og besværligt at være økolog, men det er jo netop sagen: Vi arbejder frem mod en mere bæredygtig måde at udnytte og forvalte ressourcerne på.

Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, på talerstolen

Hvor fører det hen?

Alt dette handler meget om de fysiske ressourcer og produktionsmetoderne, men det interessante ved en økologisk generalforsamling er, at der følger så meget mere med. Straks er vi også i gang med at finde på nye måder at organisere dyrkningen og landbrugene på. Hvordan får de unge adgang til erhvervet? Nye ejerformer med flydende generationsskifte vinder frem, Danmarks Økologiske Jordbrugsfond samler midler til at opkøbe jord og forpagte den ud til nye landmænd og -kvinder, en ny Facebook-side gør noget tilsvarende, og Økologisk Samsø har allerede gjort det. Det er et typisk kendetegn, når vi kommer ud på de økologiske gårde. Der ser bare ud til at være flere mennesker på dem, end vi længe har været vant til herude på landet.

Også i Afrika

Et mindre punkt på økologisk generalforsamling var mødet i Ulandsudvalget. Men det var absolut et af de mere spændende. Der er projekter i Uganda, i Tanzania på fastlandet, på Zanzibar, i Zimbabwe og i Bhutan. Alle er de stærkt forankrede i FFLG, FamilyFarmers Learning Groups, som er en læringsmetode udviklet i det danske økologiske landbrug, hvor der blev dannet staldskoler, og økologiske producenter mødtes og lærte af hinanden. Metoden er blevet udviklet, og den er nu i en del år blevet benyttet med succes i Afrika. Metoden passer så godt på de økologiske dyrkningsmetoder, fordi begge dele går ud på at starte med at tage udgangspunkt i de ressourcer, vi har lige ved hånden, og udnytte dem bedst muligt i dyrkningen, socialt og økonomisk.

Det er typisk grupper på omkring 20 smålandbrugere, der begynder at skiftes til at besøge hinanden og vise, hvad der lykkes og ikke lykkes samt opdage, at der kan være fordele ved at hjælpe hinanden i så- eller høsttid. FFLG-grupperne får folk til at samle kræfterne, blive dygtigere landbrugere, få mere mod på at udvikle deres produktion og få større selvværd til, hvad de selv kan håndtere og klare. Der er en overvægt af kvinder i grupperne. Grupperne styrker deres rolle både i familien og lokalsamfundet, og de giver dem bedre øvelse i at kommunikere og få indflydelse – fantastiske resultater for meget få midler.

Hjemme igen

Måske kan vi endda lære noget af projekterne i Afrika? Kan man tænke sig, at økologien baner vejen til, at vi tager ansvar for klimaudfordringen herhjemme, optager jordforbindelsen igen, begynder at organisere os lokalt og producerer en mindre del af vores fødevarer? At vi producerer lidt af energien, tager lidt mere fælles vare på hinanden og lægger lidt mindre af ansvaret på staten? Rummer økologien ikke en vej til nogle nye fællesskaber og nogle nye løsninger, der kan give mere nærvær, mere mening og mere selvopholdelsesdrift? Jeg tror det. Jeg synes, jeg kan se det, når vi fremmer måltidet, samværet og de gode råvarer – så dukker der nye muligheder op. Jeg kan se det, når vi hos Aarstiderne holder Høstmarked, laver Fællesspisninger samt faciliterer Haver-til-Maver, Køkkenhaverne og meget andet.