Høst

Umærkeligt ændrer landskabet sig hen over sommeren. Med ferierne går det fra det svajende og grønne til det stive og gule. Det er modningen, der skaber det ændrede landskab, og det er landets enorme arealer med korn, det handler om.

Marken er mejet

Når kornet når sit rette stadium, og vejret tillader det at blive tilstrækkeligt tørt, ruller det store apparat af mejetærskere ud og gnasker sig igennem de gyldne strå meter efter meter. I rigtig gode, tørre høstår endda om natten i projektørlys. For man ved aldrig, hvornår vejret sætter ind med kornhøstens fjende nummer ét: regn og fugt. Kommer kornet i hus med for meget vand, skal det tørre for at være lagerfast. Og det er solen og vinden langt mere effektive til end gasfyrede tørringsanlæg. Men sådan er det. Landmanden arbejder med en konstant udfordring med vejret som både med- og modspiller.

At bade i korn

I år har jeg igen siddet oppe på min gamle mejetærsker på Krogerup Avlsgaard for at få høsten af min maltbyg i hus. Den byg, som skal igennem vores malteri, før den kan blive til vores dejlige øl. Og endnu engang har jeg oplevet den enorme glæde, det er, at se marken forvandle sig til en kæmpemæssig, gylden bunke i laden. En bunke af den rigdom, som kun naturen i sidste ende kan skænke os mennesker.

Jeg kommer til at tænke på den tegning, som vi alle sammen kender fra Anders And & Co, nemlig den, hvor Joachim står på vippen i sine badebukser med armene strakt frem til svømmetag og parat til at springe og ta’ bad i sine skinnende, gyldne penge. Hvem har nogensinde tænkt over, at han ville slå sig? Nej, jeg tror vi alle sammen gemmer på den urhistorie, at når høsten er i hus, kan vi ånde lettet op og kaste os begejstret ud og nærmest bade i den bløde bunke af det dejlige, gyldne korn. Det handler ikke om kolde penge, men om den varme mad.

Det daglige brød

Siden stenalderen, hvor vores verden tog det radikale skridt at flytte os som menneskehed fra at være omrejsende nomader til stedbundne bønder, har vi påført os selv det ansvar, at der skulle være et solidt forråd til at komme gennem vinteren med. Vi kunne ikke bare flytte til andre himmelstrøg med bedre jagt. Og forrådet var ikke mindst kornet, som tørret kan gemmes og spises gennem den tid på året, hvor der ikke er noget at hente på marken. Den rigdom kan ikke påskønnes nok, og den glæde, det er at stå ansigt til ansigt med en skøn dynge korn, er ensbetydende med en urfølelse af rigdom. Og den følelse, tror jeg, fortsat er rigtig godt bevaret i mange af os, og derfor taler tegneseriens and så tydeligt til vores begreb om ægte rigdom.

Vi lever i en tidsalder, hvor vi i vores del af verden ikke har skyggen af forestilling om, at vi kan risikere at lide nød. Men de tider er ikke langt væk, og de er slet ikke langt væk i vores lille, globaliserede verden. Alverdens høst er et grundlæggende drama om overlevelse, og for den enkelte landmand kan det være sådan, at hvis det bliver ved med at regne, og kornet spirer eller rådner på marken, så er der ingen høst og dermed intet mad. Men vores almindelige velstand gør, at vi som borgere ikke skænker det en tanke. Så nyd din indre and, der elsker fornemmelsen af velstandens forråd og den sikkerhed, som andens pengetank og dermed kornet ikke bare symboliserer, men som kornet er i virkelighedens verden. Lad os glæde os over, at vejret har været med os, selvom det var meget lumsk i starten af høstperioden, og lad os glæde os over, at vi lever i et land, hvor vi ikke mangler noget. Landet er utrolig frugtbart, det har det været i tusinder af år, og det skal det fortsætte med at være. Det handler om det daglige brød.