×
×

Nu er det æbletid

Efterår er æbletid. Ikke kun fordi det koldere vejr indbyder til æblekage, æbleflæsk og æbleskiver (med hele stykker æbler i dejen, selvfølgelig), men også fordi efteråret byder på danske æbler. Det danske klima er med til at give nogle af verdens skønneste æbler i vores optik. Men netop fordi vind og vejr har så stor indflydelse på æblehøsten i Danmark, gælder det om at nyde de danske æbler, når de er her. Vi samarbejder med nogle af landets dygtigste æbleavlere, som omhyggeligt dyrker præcis de æblesorter, som egner sig bedst til vores breddegrader.

Æbler fra Allesø

Nord for Odense ligger Allesø Frugtplantage, hvor æbletræerne gror på hele 24 hektar. Det siges, at netop Fyn er et af de bedste steder i landet at dyrke æbler på grund af den fede muld og det milde kystklima. I Allesø Frugtplantage dyrker Henning Bæk Hansen et væld af forskellige æblesorter: Discovery, Gråsten, Rød Aroma, Elstar, Rubinola, Ingrid Marie, Cox Orange, Rød Boskop, Jonagored og Decosta. 

Hver sort har sin egen særlige kombination af udseende og smag. Desuden varierer det, hvornår de forskellige sorter er modne. Hver uge plukkes kun de æbler, som er klar til høst netop nu. På den måde sikrer vi, at det kun er de bedste æbler, som havner i kasserne - og samtidig kan vi strække den ellers korte danske frugtsæson. 

Du finder de danske æbler i et bredt udvalg af vores frugtkasser. Men æblerne fra Allesø Frugtplantage har også deres helt egen sæsonkasse: AllesøKassen

I AllesøKassen kan du blandt andet møde:

Cox Orange
Cox Orange har en karakteristisk aroma, og kødet er tæt, gulligt og saftigt. Cox Orange-æblet kan kendes på dets sære og bulede stilk. Sorten kommer oprindeligt fra England.

Elstar
Et flot æble med en klar rød farve på en gullig bund. Æblet er i familie med Ingrid Marie og Golden Delicious. Det har en herlig friskhed og sødme, der balancerer æblets smag. Der er masser af kraft og smag i æblet, så du kan også bruge det i madlavningen eller til en god kompot.

Rubinola
Et lille, rundt æble med lysende rødorange flammer på solsiden og en gulgrøn baggrund. Det har masser af saft og sprødhed i biddet. Smagen er sød, lidt krydret og frisk med en vis syrlighed og masser af aroma.

Rød Ingrid Marie
Rød Ingrid Marie har sin oprindelse på Fyn. Her blev sorten fundet imellem hindbærplanter i 1916. Sorten er nem at dyrke. Frugten hænger godt fast, også i efterårsrusken. Denne robusthed gør, at æblet kan hænge længe på træet og derved få sin karakteristiske røde farve.

Bestil AllesøKassen her.