×
×

Af kaffegrums er du kommet

Danskerne drikker i gennemsnit fire kopper kaffe hver eneste dag. Men faktisk er det kun 0,2 procent af kaffebønnen, der udnyttes, når vi brygger kaffe. De sidste 99,8 procent af kaffebønnes potentiale vil virksomheden Beyond Coffee nu genanvende til at dyrke økologiske østershatte.

Når jeg tager ud for at lave interviews, ender jeg ofte derude, hvor rutebilen kun kører en gang i timen, hvis den overhovedet kører. Men denne gang er anderledes, da jeg har aftalt at mødes med medstifteren af Beyond Coffee, Tobias Lau, i virksomhedens lille kælderforretning i Jægersborggade på Nørrebro. For ti år siden var Jægersborggade en kendt pushergade på Ydre Nørrebro. I dag skyder specialebutikkerne op i gaden som røde pletter på et barn med skoldkopper.

Nørrebro ligner måske ikke de steder, hvor der produceres fødevarer, men det er dog ikke tilfældigt, at Beyond Coffee har valgt at slå sig ned netop her. ”På landet har de jord, men i byen har de kaffegrums. Det er det, vi skal bruge!” udbryder Tobias fra Beyond Coffee, da jeg spørger ham, hvorfor de har valgt at placere deres produktion i byen. Beyond Coffees koncept er simpelt. Virksomheden bruger økologisk kaffegrums, som de henter hos byens kantiner og restauranter. Grumset genanvendes derefter til at dyrke økologiske østershatte. Når østershattene har vokset sig store og flotte, sælgers de tilbage til de kantinerne og restauranterne. På den måde er den normalt værdiløse kaffegrums blevet et redskab, som modarbejder ressourcespild og skaber økonomisk profit.

Vil du selv prøve at dyrke svampe i din kaffegrums, kan du på beyondcoffee.dk købe et grosæt. Her finder du også vejledning til, hvordan du på sigt kan blive næste selvforsynende med østershatte.

Du kan komme helt tæt på kaffegrumset, østershattene og Beyond Coffee i podcasten, som du finder lige her eller i din podcastapp på telefonen. Kom bl.a. med Nanna på rundvisning i en af Beyond Coffees svampefarme.