Grill- og TapasKassen

Vores nye sommermåltidskasse indeholder måltider til to dejlige sommeraftener. Kassen kan nydes hjemme, fx i haven, men også tages med på picnic eller i sommerhuset. 

I kassen får du alt, du skal bruge til en velsmagende grillmenu og en sommerlig tapasmenu. Grillmenuen er vores bud på en grønnere grillaften. Der er kød med i kassen, men de friske grøntsager får også lov at mærke grillens varme. Tapasmåltidet indeholder blandt andet chorizo, lidt røget fisk og tre fyldige salater. 

I Grill- og TapasKassen får du blandt andet grillet salat og nye kartofler med saltet yoghurt, som kan spises til henved alle sommerens måltider.

Grillet salat og nye kartofler med saltet yoghurt

1 bæger yoghurt
1 fed hvidløg (pillet og revet)
1 lille knold peberrod (skrællet og revet)
1 bakke nye danske kartofler (skyllet og evt. skrubbet)
½ citron
1 hjertesalat (flækket på langs)
1 løg (i 8 både)
Olivenolie, havsalt, sort peber og sukker

Skyl og klargør grøntsagerne. Krydr yoghurten med revet hvidløg, friskrevet peberrod (efter smag), sukker, salt og peber. 

Kom kartoflerne i kogende vand tilsat rigeligt salt. Kog dem i 10 minutter, og lad dem trække færdig under låg, 15-20 minutter.

Grill ½ citron på skærefladen i 8-10 minutter. Pensl salaten med olie. Grill hjertesalat og løgbåde på en varm grill på skærefladerne i 5-6 minutter. Anret kartofler, grillet salat og løg på et fad, dryp saltet yoghurt og grillet citronsaft over.

Grill- og TapasKassen kan bestilles til to, tre og fire personer hele sommeren igennem.