×
×

Adventskalender - KÅL

Dette er første afsnit af adventskalenderen fra 2017. Hvis du vil høre første afsnit af adventskalenderen fra 2018, finder du det lige her.

I anledningen af julen er kok Magnus Sonne og jeg trukket i vores julesweater for at lave en adventskalender. Hver søndag i advent kan du se frem til, at vi udgiver en ny podcastudsendelse, som skal bringe dig i julestemningen og give inspiration til julemaden.

I første afsnit kaster vi os over kålen, som måske er den grøntsag, der fylder mest i julekøkkenet. Hør Magnus tilberede og fortælle om, hvordan han mener, en klassisk rødkål bør smage, og få inspiration til, hvordan du kan lave en grønkålssalat, som vil klæde ethvert julebord.

I podcasten medvirker også madhistoriker Asmus Gamdrup, der i udsendelsen forklarer, hvordan kålen i årtusinder har haft en helt central rolle i det danske køkken. Asmus giver også sit bud på, hvorfor rødkålen er kommet til at smage, som den gør, og introducerer grønkålsjuletræet.

De kommende udsendelser kommer til at handle om sild, juleøl og juleand. Næste uge er det silden, der er i fokus, når vi tager med Brian fra Sydhavnen ud på Øresund for at fange sild til årets julefrokost.

Opskrift på rødkål:
Ingredienser
•    1 kg rødkål groftsnittet
•    2-3 dl æbleeddike
•    6 dl sød saft (fx ribssaft, solbærsaft, æblejuice eller appelsinjuice)
•    Lidt salt
•    100 g sukker
•    2-3 spsk. Andefedt eller olivenolie
•    Krydderier: ½ Kanelstang, 1 ½ Stjerne anis, 1 tsk. fennikelfrø, peberkorn og korianderfrø, 3 kardemommekapsler og lidt appelsinskal.

Sådan gør du:
Del kålet på langs og snit det derefter i 0,5 cm brede skiver. Kom kålen i en gryde sammen med  andefedtet eller olivenolie. Lad det simre til i fem minutter og tilsæt så eddike, krydderier (gerne i en tepose, så de kan fiskes op igen) saften, sukker og lidt salt.
Kog den ved svag varme i ca. 2-3 timer, og tilsæt så sukkeret.
Servér rødkålen til det store julebord eller til den specielle frokost.

Opskriften på grønkålssalaten finder du her