Tag med Aarstiderne podcast på rejse i fermenteringens kosmos

Cyklisterne gør det, din sidemand i bussen gør det, kunderne i supermarkedet gør det, motionisterne gør det, og måske du ligefrem selv gør det? Danskerne podcaster mere end nogensinde før. I dag findes der podcasts om alt fra kriminalgåder, gribende livsfortællinger, politisk satire, strik og Star Wars. Nu kan du også, kvit og frit, lytte til Aarstiderne Podcast.

Aarstiderne Podcast handler om maden, vi spiser og dens vej fra jord til bord. Den første udsendelse, vi sender, er miniserien Fermenteringens Kosmos. Her tager vi på opdagelsesrejse i fermenteringens forunderlige univers. Vi skal blandt andet se på, hvilken betydning fermentering har haft for menneskets udvikling og på besøg i en lille lejlighed på Christianshavn, hvor de fyldte patentglas og -flasker er det synlige bevis på, at fermenteret mad er tilbage i de danske køkkener. Vi rejser også ind i vores indre og ser på, hvordan fermenteret mad påvirker vores sundhed. Endelig går vi i radiokøkkenet for at få inspiration til, hvordan man kan bruge fermenteret mad i sin hverdag.

Grunden til, at vi laver Aarstiderne Podcast, er, at vi ønsker at skabe en platform, hvor vi kan dele vores passion og viden om mad med dig. Derfor er udsendelserne heller ikke plastret til med reklamer og tilbud, men er et fristed til nørderi og faglig begejstring.

Din mening er vigtig

Som en begyndelse udgiver vi miniserien Fermenteringens Kosmos. I løbet af sommeren vil vi se på, om der er grundlag for at lave flere udsendelser. Så synes du, at Aarstiderne Podcast lyder spændende, så tøv ikke med at trykke play og måske ligefrem give os en anmeldelse på iTunes - det er i sidste ende det, der afgør Aarstiderne Podcasts fremtidige skæbne.

Hvordan gør man?

Aarstiderne Podcast skal ses som en slags radiostation, som alle kvit og frit kan benytte sig af.
I modsætning til radio bestemmer du bare selv, hvornår du vil lytte til programmerne.

For at lytte til Aarstiderne Podcast, kræver det blot, at du har et program, som kan afspille podcasts, på din computer eller telefon. Det kunne for eksempel være iTunes, Podcasts eller Pocket Casts. Søg på Aarstiderne Podcast i søgefeltet. Så vil Aarstiderne Podcast dukke op på skærmen, og du kan med et enkelt tryk afspille udsendelserne

Vi håber, at vi lyttes ved!