×
×

Nytårshilsen fra Annette

Vi skal til at skrive 2017, og vi skal i gang med de næste skridt i Aarstidernes historie. Vi glæder os meget, og når vi selv skal sige det, så synes vi, at vi har en god fornemmelse for den spirende fremtid, og det som tegner sig derude. Men de sidste par år har også lært os, at virkeligheden ofte er langt vildere, sjovere og voldsommere, end vi nogensinde havde forstillet os. Vi har altid sagt, at Aarstiderne har et hjerteslag. Nogle gange er det tid til sammentrækning og andre gange tid til udvidelse.

Klar, parat, omstilling

Vi oplevede den helt store sammentrækning (ligesom det meste af verden gjorde) i finanskriseårene, hvor boblerne brast, og vi fik en alvorlig lektion i ydmyghed og omtanke.

Vi gjorde, hvad der skulle gøres og lykkedes med det, og så begyndte udvidelsen. Hvis vi skulle give idéen den rækkevidde, den fortjener, så skulle vi finde noget mere plads og nogle flere mennesker til at hjælpe os i en vis fart. Det har været en kæmpe omstilling – ikke mindst i vores hoveder.

Udvidelserne har først og fremmest bestået i ombygningen af pakkeriet på Barritskov, som Thomas fortalte om i sidste uges klumme. Det lykkedes at udvide pakkeriet til det dobbelte samtidig med, at det kørte for fuld kraft. Kollegaerne i vores pakkeri gjorde virkelig det umulige hen over sommeren.

Med den store udvidelse af Aarstiderne har vi budt velkommen til mere end 65 nye kollegaer (for nu lige at sætte tal på). Og den udvidelse er med til at flytte på kulturen i Aarstiderne. For hvordan tackler man en udvidelse af en godt sammentømmeret gruppe, der har arbejdet meget tæt sammen i over 10 år. En gruppe, som nu pludselig skal åbne sig overfor en lang række nye kollegaer, tage dem ind og lære dem at være en del af Aarstiderne.

En ny kultur

Vi har først og fremmest talt om det. Vi har sagt til ”de gamle”, at nu skifter kulturen. Og vi har sagt til ”de nye”, at de nu er med til at skifte kulturen. Vi ved ikke helt hvordan, kun at den skifter, og at det er op til os selv at sørge for, at den næste udgave af kulturen i Aarstiderne bliver lige så god som den ”i de gode gamle dage”. 

Og stille og roligt arbejder, taler og er vi på en lidt anden måde, som passer til dem, vi er nu og den tid, vi lever i.

Dernæst har vi handlet. Vi har mast projektdage og procesdage ind, hvor det var muligt i den travle hverdag for at fødselshjælpe de nye samarbejder og konstellationer og for at finde ud af, hvad der fungerede bedst. Det har været helt utroligt spændende og givende og ind i mellem føltes det som frit fald, men det er lykkedes takket være en stor velvilje hele vejen rundt hos både nye og gamle.

I 2017 skal al udvidelsesenergien omsættes til at gøre det endnu bedre for vores kunder og lige i kølvandet på dem for vores leverandører, for de to ting hænger uløseligt sammen.

Vi skal holde endnu flere Landkøkkener, så vi kan komme til at tale med så mange som muligt. Vi holder meget af mødet med jer, og vi lærer meget af det.

Vi skal udvikle en hel masse nye kasser til jer, så vi kan imødekomme ønsker og behov i fremtiden. De første egenfermenterede produkter kommer på prøve i kasserne, og fokus på planter øges bl.a. gennem udvikling af veganer- og vegetarkasserne. Og i samme spor bager vi på en bog om grønne kager og en fermenteringsbog.

Vores digitale platform får igen en tur i udviklerværkstedet, og bliver endnu nemmere at overskue og gå til. Søren Ejlersen springer ind på DR2 og laver et Søren-på-slap-line-rundt-i-Danmark-program hver lørdag aften i januar 2017, og endelig så regner han med at udgive en plade…

Og nu vi er nået til udviklingen, er der jo i kølvandet på flere kasser kommet flere landmænd, gartnere og ikke mindst deres fantastiske produkter til. Relationen til dem skal gøres endnu tættere, og dermed bringer vi jord og bord reelt tættere på hinanden til glæde for de gode måltider og jordforbindelsen.

Godt nytår

Vi glæder os til at være endnu mere sammen med jer alle sammen og ønsker jer et fantastisk nyt år, hvor vi vil gøre vores yderste og bruge alle de talenter, vi har, på at gøre det smukt og grønt.