Forårsfornemmelser i Aarstiderne

Vi har i den forgangne uge fået en ny medejer. TOGF, The Triodos Organic Growth Fund, ejer nu 20 % af Aarstiderne.

Men helt ny er Triodos nu ikke i ejerkredsen.

Triodos er en ærkegrøn europæisk bank med hjemsted i Holland, og den var faktisk også, via TVCF, The Triodos Venture Capital Fund, medejer fra 2001 til 2006 - af de selvsamme 20 %.

Dengang talte vi meget om, at et virkeligt grønt og bæredygtigt medejerskab burde være mere langsigtet og med-udviklende og ikke blot have et 5-10 års sigt.

10 år tog det, og så var verden klar til den første ægte evergreen – af den finansielle slags vel at mærke. Én der tænker lige så langsigtet som de to stiftere Søren E og Thomas H.

De resterende 80 % af Aarstiderne ejes fortsat af Søren og mig, samt virksomhedens daglige ledelse, adm. dir. Annette Hartvig Larsen og hendes to direktionskollegaer Thomas Slott og Philip Thestrup. Philip er netop optaget som partner i januar 2014. På den måde fremtidssikrer vi et visionært og nærværende ejerskab af Aarstiderne, så vi kan blive ved med at gøre det vi allerhelst vil.

TOGF er en dedikeret økologisk investeringsfond, som ikke tænker i at købe og sælge virksomheder, men som ”nøjes” med dividende og aktietilbagekøb. Altså en stedsegrøn partner, som vil det samme som os, men med dybe lommer og derfor en partner, der er med til at give ro til at udvikle Aarstiderne og sætte nye standarder for, hvad begrebet Jordforbindelse kan rumme.

Der er gode grunde til, at vi valgte at invitere netop TOGF ind. Alexander Schwedeler fra Triodos har hjulpet os som bestyrelsesmedlem lige siden 2001 i et meget frugtbart samarbejde, og TOGF er den eneste af sin slags i Europa. Så vi har mere end 13 års erfaring med Triodos. Du kan læse meget mere om TOGF her:

www.triodos.com/en/investment-management.

Lederen af fonden hedder Riella Hollander, og hun afløser nu Alexander som medlem af bestyrelsen.

Prisen TOGF betaler for sin andel afhænger af, hvordan Aarstiderne udvikler sig i de kommende år.

Og hvordan går det så i Aarstiderne?

Det går rigtig udmærket, tak. I 2013 nåede vi den højeste omsætning nogensinde – knap 300 mio. kr. – og et resultat efter skat på godt 11 mio. kr. Det svarer til en vækst på 20% på omsætningen og 300 % på resultatet og derfor er partnerskabet med TOGF da heller ikke indgået af nød, men snarere med tanke på fremtiden.

Vores fremtid og Jeres fremtid. Stor tak skal lyde til engagerede kunder, dygtige medarbejdere, dedikerede leverandører og alle andre interessenter i den gode sags tjeneste.

Vi er en lille smule stolte af at være den første virksomhed, som TOGF-fonden sætter penge i. Det var vi faktisk også i 2001, da TVCF blev lanceret.

 

Mere end almindeligt glade hilsener

Thomas