×
×

Børnegryder

De skal selvfølgelig ikke i gryderne, men stå ved siden af med sovsekinder. Og helst mange af dem på samme tid.

Tilbage i de første to år af Aarstiderne’s historie, turnerede vi rundt på Københavnske skoler med vores mobile køkken. Det var en yderst lærerig tid - både for os og børnene. Når vi bordede skolerne, lavede vi salsa, dansede salsa og spiste salsa. Et cirkus udi mad og børn.

Køkkenet har holdt et par års pause, bortset fra de begivenheder vi har kastet os ud i med gaderestauranter og markeder.

Nu er børnene i gang igen. På Krogerup i Humlebæk træner vi på andet år, med det vi kalder ”Børnehaverne”. Lokale skoleklasser har deres egne små haver, hvor de dyrker, lærer og oplever.

Hvis vi finder kræfterne, netværket og pengene, bliver det meget større end de 12 skoleklasser der p.t. finder vej til haverne.
Behovet og ønsket om en mulighed for at børn kan komme i kontakt med naturen og maden er ikke til at komme udenom. I sidste uge annoncerede vi på webben, at der d. 7/10 er Børnedag på Krogerup med Kille Enna, Jacob, gartner-Henrik og mig på hovedet i naturen og i gryderne.
Udsolgt med 284 børnetilmeldinger på 24 timer taler vist sit eget sprog.

Vi har endnu ikke helt styr på, hvordan vi få mennesker skal styre 284 børn, men de kommer til at koge mad over bål, snitte råkost, lave Spicy Meatballs, og koge Kille´s krydderifokuserende supper.

Hvis det går ind i himmerige, er det noget vi vil lave mere af fra næste år. På torsdag finder vi ud af, om der er noget mere om snakken.